En af drengene fra 2.B er løbet i forvejen. Han smider sin Spidermantaske i græsset og hopper op i gyngen, der hænger i egetræets kraftige grene. Et øjeblik efter ankommer resten af klassen fra Frederiksberg Skole i Sorø. Uden nogen besked fra læreren, Henriette Bjørnshauge, fordeler børnene sig helt automatisk rundt på de tre bordbænkesæt og stiller deres farverige skoletasker. 

Klassens næste time skal foregå i skolehaven i Sorø, og i dag er der ikke som sådan noget på programmet. Det ved børnene godt. Så snart de har lagt skoletaskerne, myldrer de ud på marken. Nogle stiller sig i kø til gyngen, andre sætter sig lige så stille og skærer i æbler med urteknive. 

Tre piger er gået ind til haverne. De tager skiftevis forsigtigt fat i de røde hindbær. De plukker ikke, men inspicerer bare busken. Var de med til at plante den i sin tid? De kan ikke huske det. De kan faktisk ikke rigtig huske, hvad de har været med til at så. Det kan Alma med rhinsten i øjenkanten, der svinger forbi, heldigvis. 

- Vi har sået derovre, forklarer hun og peger hen på den anden side af marken, hvor en af skolehavens frivillige, Eva ’Tidseldræber’ Mikkelsen, graver med to drenge. Hvad de har sået, kan hun til gengæld ikke huske:

- For vi har sået mange ting, siger hun. 

Henne ved Eva Mikkelsen og drengene husker Alma dog pludselig, hvad de har sået. Hun peger på de grønne toppe fra gulerødderne. 

Drengene har travlt med at løsne jorden med havegreb og alle kroppens muskler, og Eva Mikkelsen forklarer, at de er i gang med at høste kartofler. 

To små, runde kartofler ser dagens lys. 

- De kan bruges til aftensmaden, siger Eva Mikkelsen og lægger dem pænt til side. Hun fortæller, at børnene for et par måneder siden plantede deres helt egne æbletræer fra æbleskrog, de havde forberedt på skolen. Det kan Alma godt huske. 

- Men jeg ved ikke, hvordan det går, fordi jeg ikke har været dernede i lang tid, siger hun. 

Det bliver heller ikke lige nu, for Alma griber en havegreb og tilslutter sig kartoffeljagten.

Vi spiser stadig meget kød

Når danskerne skal lave et typisk aftensmåltid, er der som regel kød til stede. Faktisk var det 76 pct., der svarede sådan, da vidensinstitutionen Madtanken i 2024 undersøgte, hvilke ingredienser danskerne bruger i en typisk aftensmad. På andenpladsen lå rå grøntsager med 39 pct. 

Vi ved det godt. Vi skal spise mindre kød. Alligevel har tallene for kød som ingrediens i aftensmåltidet ligget nogenlunde stabilt siden 2015. Der er brug for en madrevolution, og et godt sted at starte er børnene, mener Louise Køster, der er forperson for det landsdækkende skolehave- og undervisningstilbud Haver til Maver og ved siden af driver det økologiske landbrug og restaurant Rabarbergaarden i Nordsjælland. 

- Vi taler ofte om de digitale indfødte. Det er de børn, som er fra en generation, hvor digitalisering har været indfaset. Nu taler man om, at de generationer, der kommer nu, er indfødte, hvad angår den grønne omstilling. Det er dem, som skal udlægge den grønne omstilling, forklarer hun. 

Gulerødder kommer fra supermarkedet

Mad fylder meget i Louise Køsters liv, og det har det altid gjort. Hendes far havde en helsekostbutik, og moren arbejdede i mange år som kok. I hendes barndomshjem var der også en køkkenhave. Louise Køster husker tydeligt at se grøntsagerne vokse for så at blive tilberedt i køkkenet. Men det er de færreste børn, der får lov til at opleve det i dag, når forældrene er væk fra hjemmet hele dagen. Det betyder, at råvarer som gulerødder bliver hentet i supermarkedet. 

- Det er faktisk også der, gulerødderne kommer fra, hvis du spørger børnene, og det er sådan set lige meget, om de børn kommer fra landet eller fra byen, forklarer Louise Køster og uddyber, at vi har tabt forbindelsen til råvarerne. Og for Louise Køster kommer det til udtryk som mangel på respekt for, hvor meget det egentlig kræver at dyrke mad. 

- Hvis man ikke har den viden og den connection til, hvor tingene kommer fra, så er man ligeglad. Så har man ikke respekt for det, og så vil f.eks. madspild blive øget.

Når kødet ikke længere skal fylde på tallerkenen, må vi kigge i andre retninger mod andre smage og former. 

Det kræver fortrolighed med råvarerne og en god portion af det, som Louise Køster kalder ’madmod’. 

- Madmod hænger sammen med evnen til at lave mad, respekt for råvarerne og lyst til at prøve noget nyt – især i det grønne univers.

Skolehaver giver madmodige børn

Spørger man Louise Køster, er skolehaverne et oplagt sted at finde sit madmod. Det har hun faktisk også forskningens ord for. Aarhus Universitet udgav i 2016 en rapport om deres følgeforskning i Haver til Maver. Her beskrev forskerne blandt andet, hvordan skolehaverne fremmede børnenes motivation til at prøve nye smage og gav en større forståelse for mad og natur. 

- Vi prøver at anskueliggøre den her magi, der ligger i at kunne dyrke sine egne grøntsager. Den magi, der ligger i naturen, den levende jord og insekterne, der er omkring.

På den måde er skolehaven i Louise Køsters øjne også og i lige så høj grad et sted for naturdannelse. 

- Det er at sige, at mad, natur og mennesker indgår i en helhed, forklarer hun. I de første år havde Haver til Maver et stort fokus på at tilbyde aktiviteter til børnene, når de var i skolehaven. Men faktisk var oplevelsen, at børnene fik en distance til naturen i stedet for at komme tættere på den. Naturen blev bare en kulisse. I dag har de noget, der bare hedder ’væretid’, hvor børnene kan følge deres nysgerrighed og i eget tempo gå på opdagelse i den. 

Ella Hilker, der står bag skolehaven i Sorø, kunne ikke være mere enig i den tilgang. 

- Vi skal ikke presse dem, siger hun.

- De skal være glade, når de er hernede. Glade børn leger og lærer. Hun bor længere nede ad vejen med sin mand, Niels Hilker, der er formand i DN Sorø. Her oprettede hun en terapihave, da hun for år tilbage selv gik ned med stress. Det fik de nys om på Frederiksberg Skole, og hun blev tilbudt at være frivillig oppe på skolen. 

- Men jeg kunne simpelthen ikke holde til at sidde i et klasselokale med 28 børn, fortæller hun. En dag cyklede hun forbi den tomme mark i Sorø. Så fik hun en idé: 

- Jeg spurgte kommunen, hvor meget det ville koste at leje den. Nul kroner, sagde de.

Børnene skal blive grønne forbrugere som voksne

I begyndelsen var det kun få klasser, der kom og dyrkede kartofler. Det er seks år siden. I dag er der ud over Ella Hilker tilknyttet fire frivillige, som hjælper med at luge og assistere de mellem 10 og 12 klasser, der jævnligt kommer i haven. Men alle er faktisk velkomne når som helst, fortæller Ella Hilker, der også kalder haven for ’børnenes jord’. 

- Hvordan får man dem til at føle ejerskab? Det gør man ved at fortælle dem, at det er deres jord, siger hun. 

At kende til råvarers oprindelse er mere end bare viden. Louise Køster kalder det ”en uddannelse i livsduelighed”. 

- Det er en fuldstændig operativ, nødvendig, absolut del af børns dannelse og evne til livsmestring.

Det er med andre ord en samfundsopgave at danne børn i at blive de forbrugere, der vælger de grønne ting først, når de skal ud at handle. Men de skal også lære, at det kræver arbejde at få et frø til at blive til en grøntsag, man kan spise. De skal luge, de skal vande og passe komposten. 

Det er af den grund, at Haver til Maver ikke er en fritidsaktivitet, men en integreret del af skoleskemaet. Den tilgang er også blevet mere udbredt. I dag ser man f.eks. flere daginstitutioner, der tager børnene med i køkkenet. 

Men ellers er det først i 3. eller 4. klasse, at børnene begynder at lære om mad og råvarer i skolen, forklarer Louise Køster. Så går der igen et par år, før madkundskab dukker op på skoleskemaet, og så er det først, når de flytter hjemmefra, at de igen kommer rigtig i kontakt med mad og råvarer. 

- Der er nogle huller, vi mangler at fylde ud, så vi kan få vist dem, hvordan man holder kadencen i forhold til at blive ved med at være madmodig og nyskabende.

I nogle Haver til Maver introduceres de allerede for haven som børnehavebørn, og det er tydeligt at se, når de samme børn kommer tilbage i haven som skolebørn. De har et bånd til naturen og et kendskab til at smage på grøntsager. 

- Den grunduddannelse er så enkel og simpel, at det er helt utrolig tosset, at ikke alle børn har en skolehave, siger Louise Køster. 

Idet læreren Henriette Bjørnshauge går ud ad lågen fra skolehaven, løber en af eleverne forbi. Han spørger, hvornår der er mad. Det er der nu. 

- Det kunne du godt mærke, hva’? siger hun med et skævt smil. 

Hun går hen til de tre bordbænkesæt under den store eg og giver samme besked til resten af klassen. I græsset har syv piger sat sig på deres jakker. De tager alle deres lyserøde og glimmerbelagte madkasser frem. Men det er ikke kun det ydre på madkassen, de deler. De har alle tomater med. 

- Prøv at se min tomat, er der en, der siger. Pigerne viser skiftevis deres tomater til hinanden. Nogle er gule, andre røde, nogle lange og andre runde. 

- Min tomat er et rektangel,  istemmer Agnes med kasketten. Den er bare fra Brugsen, forklarer hun. Men hun har faktisk tomater hjemme i sin egen have. 

- Jeg havde fødselsdag i går, og der fik jeg lov til at få den første tomat, fordi jeg havde fødselsdag, fortæller hun og tager en bid af den saftige tomat. Mens hun sidder og nyder sin tomat, bliver hun afbrudt. Pigerne begynder at skrige, da der kommer en hveps flyvende. Det er Agnes, der tager teten og får den basket væk med sin jakke. 

De fleste af børnene i 2.B bor i parcelhuse og har adgang til en have. Men det er alligevel Henriette Bjørnshauges oplevelse, at de her i skolehaven får lov til at være mere med. 

- Det var en ahaoplevelse for dem, at man kan dyrke et æbletræ fra sit gamle æbleskrog. Det gik op for dem, at man ikke behøver at gå ned på en planteskole for at købe træet, men at det kommer samme sted fra.

Klokken nærmer sig 9.30. Lektionen i skolehaven er nu ovre, og Henriette Bjørnshauge råber ud over marken: 

- 2.B, I skal tage jeres pikpak og gå på række.

Taskerne bliver slynget op på ryggen, og børnene stiller sig pænt på række og vinker farvel til Eva Mikkelsen og Ella og Niels Hilker. 

Stilheden breder sig igen over marken.

Skrevet af: Marie Pastré, foto: Lars Bech