Røsnæs
Den lange halvø vest for Kalundborg har et af Danmarks mest tørre og solrige klimaer. Det giver livsbetingelser for planter og dyr, som kun findes få andre steder i landet. For eksempel findes fugleedderkoppen her. Den er svær at se, især fordi den kun er halvanden centimeter lang.
Om sommeren blomstrer bakker og skrænter med timian, blåhat, kællingetand og andre tørketålende planter. De mange blomster tiltrækker et imponerende antal sommerfugle og vilde bier, og Røsnæs er kendt som et af Danmarks bedste steder at opleve insektliv. Den utroligt sjældne sommerfugl, fransk bredpande, findes på Røsnæs som det eneste sted i Danmark.
Find flere naturoplevelser på Sjælland
Landskabet er præget af stejle skrænter, små bugter og vid udsigt over Storebælt. Fra kyststierne kan man ofte se marsvin i havet, mens havfugle som skarver, terner og ederfugle passerer forbi.
Ved Røsnæs Fyr mødes natur og kulturhistorie. Herfra kan man nyde udsigten over havet og opleve nogle af de smukkeste solnedgange i Danmark. For ikke at tale om Danmarks største vingård, der ligger netop her.